Festlig, farverig februar med klassiske kulturoplevelser - 07. - 11. februar

Festlig, farverig februar med klassiske kulturoplevelser. Sønderjyllands Seniorhøjskole indbyder i samarbejde med Kristeligt Dagblad til ophold på Agerskov Kro. På programmet er Nationalballetten fra Kyiv med ”Svanesøen” i Esbjerg Musikhus og Sønderjyllands Symfoniorkester med ”Unge dirigenter på podiet” i Alsion. Det hele garneret med højskoleliv, musik og foredrag samt marskturen ”Vilde Vinterflokke”. Kurset er arrangeret i samarbejde med Kristeligt Dagblad

                                                                                                          07. - 11. februar 2023


UDSOLGT - For venteliste ring: 20 16 13 22

Kursusledere: Højskoleforstander Annemarie Morris og Jimmi Ekløv


Kursuspris: 5.400,-kr. for dobbeltværelse/ 5.900,- kr. for enkeltværelse. Prisen er alt inkl. undtagen drikkevarer. Alle værelser har eget bad og toilet. 

Dagsprogram:


Tirsdag d. 07. februar

 

14.35

Ankomst til Vojens Station, hvor vi afhenter med egen gratis bus. Husk tilmelding

 

14.00 - 16.00

Indkvartering på værelserne på Agerskov Kro og velkomstkaffe. Agerskov Kro er i 2021 for sjette år i træk udvalgt som årets hotelvinder blandt Small Danish Hotels

 

18.00

Middag i restauranten

 

19.30

Velkomst i salen v. forstander Annemarie Morris og højskolelærer Jimmi Ekløv

 

 

Onsdag d. 08. februar

 

07.30 – 09.00

Morgenmad i restauranten

 

09.30 - 11.50   

Naturformidler Iver Gram: Vadehavets naturparadis. Vilde Vinterflokke. Foredraget er optakt til eftermiddagens tur. Foredraget finder sted i Riddersalen på Agerskov Kro

 

12.00 - 13.00

Vi spiser fine snitter til frokost

 

13.00 - 15.00

Vi kører en smuk tur i marsken, hvor Iver Gram vil fortælle om de store flokke af fugle vi kommer til at opleve undervejs

 

15.00 – 17.00

Pause til enten at slappe af på de dejlige værelser inden aftenens forestilling eller til at spadsere en lille tur i Agerskov, hvor der bl.a. er flere genbrugsbutikker og en smuk kirke

 

17.00

Vi spiser tidlig middag i restauranten inden aftenens koncert i Musikhuset i Esbjerg

 

18.00

Afgang med bus til Esbjergs smukke Musikhus, hvor vi skal til international balletforestilling med Nationalballetten fra Kyiv. Vi indtager vores pladser i Musikhuset. Musikhuset i Esbjerg har i dag udviklet sig til det levende og dynamiske musik- og kulturhus, som initiativtagerne drømte om i begyndelsen af 1980’erne. Hvert år gæster mere end 60.000 mennesker Musikhuset til koncerter, teaterforestillinger og andre kulturarrangementer, og omkring 30.000 mennesker deltager årligt i konferencer og møder i Sydvestdanmarks største kulturhus. Musikhuset er tegnet af Utzon arkitekterne og er meget smukt. Den 1. oktober 2020 blev en ny, spektakulær plads foran Musikhuset Esbjerg indviet. Pladsen hedder Henning G. Kruses Plads og er doneret til Musikhuset af offshore-pioner Henning G. Kruses Fond. Henning G. Kruses Plads er tegnet af det verdensberømte, danske arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group, og pladsen er en hyldest til både Utzons hus, havnebyen Esbjerg og musikken

 

19.30

Svanesøen, Tjajkovskijs elskede ballet Svanesøen med Nationalballetten i Kyiv.

På trods af den forfærdelig krig i Ukraine er det lykkedes at samle et balletensemble på i alt 30 i produktionen fra Kyiv. Ensemblet skal turnere i hele Skandinavien samt i Tyskland, hvor forestillingen bliver produceret og får sin opstart.

Kyiv National Ballet er en af de bedste i verden. Stjernesolister fra legendariske balletkompagnier bidrager til denne succes, i den kommende sæson de to stjerner fra Kyiv National Opera, Olga Golytsya og Jan Vana, som allerede har demonstreret deres vidtspændende repertoire rundt om i verden, herunder i England, USA, Sydafrika og Kina, Italien og Tyskland.

Herefter køre vi retur til Agerskov Kro

 

Torsdag d. 9. februar

 

07.30 – 09.00

Morgenmad i restauranten

 

09.15 – 10.00   

Morgensamling i Riddersalen v/ højskolelærer Jimmi Ekløv

 

10.30 – 11.50

Forstander Annemarie Morris introducerer kunstneren Peter Callesen

 

12.00 - 13.00

Vi spiser en let frokost

 

13.15

Afgang med bus til Ribe Kunstmuseum

 

14.00 – 16.00

Peter Callesen

I 2023 viser Ribe Kunstmuseum, Sophienholm og Skive Museum en udstilling med en af dansk kunsts markante nulevende kunstnere: Peter Callesen (f. 1967). Callesen har papiret som sit primære materiale, og han skaber smukke og tankevækkende værker ud af dets hvide flade, fra det enkle A4-ark til monumentale værker i flere meters højde, klippet og formet af dette almene materiale. Callesen bruger papiret til at skabe værker, der er alt andet end almene. Hans emnevalg er ofte eksistentialistisk, endda religiøst, og arbejder med tilværelsens store temaer: liv og død, identitet og selvværd, tvivl og tro. Fugle, blomster, engle eller hænder kan han klippe og forme i det hvide papir med en fingerfærdighed, der nærmest får japansk origami til at blegne ved siden af. De seneste år, efter at være flyttet fra København til Mors i Limfjorden, er naturen kommer til at spille en større rolle i Callesens værk, selv om vand og både også optrådte i hans tidlige værker. Netop vandets dobbelte karakter som livgivende og livsudslettende er emnet for den kommende udstilling

 

16.15

Vi kører med bussen tilbage til Agerskov Kro

 

18.00

Middag i restauranten. I forlængelse af middagen hygger vi med sang. Fortælling og en lille quiz med fine præmier

 

 

Fredag d. 10. februar

 

07.30 – 09.00

Morgenmad i restauranten. I forlængelse af morgenmaden smører hver deltager en dejlig madpakke til senere indtagelse

 

09.15 – 10.30   

Som en markering af afstemningsdagen 10. februar fortæller forstander Annemarie Morris om en af Sønderjyllands store kvindeskikkelser, Maren Sørensen (1892- 1957), sygeplejerske og valgmenighedspræst

 

10.45 – 14.30

Vi kører den korte vej til Bovlund Frimenighed, hvor frimenighedspræst Steen Kaalø tager imod. Vi ser kirken, spiser madpakker og Steen Kaalø holder et foredrag for os

 

14.30

Vi vender tilbage til Agerskov Kro, hvor der bliver tid til at hygge sig eller hvile sig inden aftenens program i Sønderborg

 

17.00

Tidlig middag i restauranten

 

18.15

Afgang med bus til koncertsalen i Alsion i Sønderborg

 

19.30

Unge dirigenter på podiet med Sønderjyllands Symfoniorkester i Alsion

At dirigere et symfoniorkester er ikke noget, man sådan lige gør – det er et fag som skal læres – og derfor er det afgørende at unge dirigentstuderende i løbet af deres uddannelse får mulighed for at arbejde med et professionelt symfoniorkester. Sønderjyllands Symfoniorkester afholder hvert år dirigentseminarer, hvor unge dirigentstuderende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med råd og vejledning af erfarne dirigenter får mulighed for at lære og udvikle deres dirigentkundskaber. Seminarerne afsluttes med en offentlig koncert således at også publikum får mulighed for at lære nye unge dirigenter at kende og måske endda finde en ung dirigent, hvis karriere de ønsker at følge i fremtiden.

Efter koncerten køre vi tilbage til Agerskov Kro

 

Lørdag d. 11. februar

 

07.30 - 09.00

Morgenmad, hvorefter værelserne forlades

 

09.15 - 09.45

Morgensamling i Riddersalen samt farvel og tak

 

09.50

Afgang med fællestransport til Vojens Station. Passer til togafgang 10.30

 

 

Der tages forbehold for trykfejl samt ændringer i programmet