Kom maj du søde milde, med Lysfest i Haderslev på Hotel Søgården 04. - 08. maj 2023

Kom maj du søde milde, med Lysfest i Haderslev, Store Bededag i Slotsbyen Gram, Brørup marked, og udstillingerne ”Verdens vildeste Stel” samt ”Dannebrog” på Koldinghus. Vi besøger også ”Det Maritime Kalvø”. Sønderjyllands Seniorhøjskole indbyder til kursus på Hotel Søgården

                                                                                                          04. - 08. maj 2023

Kursusleder: Højskoleforstander Annemarie Morris og højskolelærer Jimmi Ekløv

 

Kursuspris: 4.900,-kr. for dobbeltværelse pr. person/ 5.500,- kr. for enkeltværelse. Prisen er alt inkl. undtagen drikkevarer. Alle værelser på Hotel Søgården har eget bad og toilet

Dagsprogram:

 

Torsdag d. 4. maj

 

14.36

Togankomst Brørup Station. Stationen ligger få hundrede meter fra Hotel Søgården, men vi arrangerer fællestransport fra dette tog til hotellet

 

15.00 – 16.30

Indkvartering på Hotel Søgården i Brørup. Ved ankomst serveres der kaffe og lidt sødt

 

17.30

Velkomst i restauranten v/ forstander Annemarie Morris og Jimmi Ekløv

 

18.00 – 19.15

Middag i restauranten

 

19.30

Afgang med bus til Lysfest i Haderslev. Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune markerer 78-året for Danmarks befrielse i 1945 som en del af Haderslev Lysfest den 4. maj. Budskabet om fred, frihed og forsoning er i år særligt relevant. Uafbrudt siden 1950 har der hvert år den 4. maj været lysfest på Haderslev Kaserne, hvor Danmarks befrielse i 1945 er blevet markeret. Til lysfesten kommer der flere tusinde mennesker, og der er optræden af kor og forskellige musikkorps. Der er tappenstreg og klokken 22 tændes lysene i kasernens vinduer, ligesom der vil være taler. Det er altid en uforglemmelig oplevelse

 

Forventet hjemkomst til hotellet klokken 23

 

Fredag d. 5. maj, Store Bededag

 

08.00 - 10.00

Morgenmad i restauranten

 

10.00

Afgang med bus til Sønderjyllands Seniorhøjskole i Gram

 

10.30 – 11.50

Højskolelærer Jimmi Ekløv: Modstandskampen under 2 verdenskrig i Sønderjylland.

At være modstandsmand i Sønderjylland under 2 verdenskrig var specielt farligt, og man var specielt udsat som modstandsmand. Vi skal høre om nogle af de modige modstandsfolks skæbner og deres heltemodige og ærefulde indsats for Danmark. Ofte med livet som indsats

 

12.00 -13.00

Vi spiser fine snitter til frokost

 

13.30 – 14.30

Tilbud om en lille spadseretur rundt omkring Gram Slot og i Slotsparken. Undervejs fortæller Jimmi Ekløv om slottets lange historie

 

14.30 – 15.30

Kaffe og kage i dagligstuerne på seniorhøjskolen

 

15.30 – 16.30

Fortælling om Æ Kleinbahn - kejserens prestigeprojekt. Om de smalsporede jernbaner, der bandt Sønderjylland sammen på kryds og tværs i perioden 1904 – 1937. Seniorhøjskolens hovedbygning er den tidligere banegårdsbygning i Gram Slots by, og på skolen har vi en fin model af jernbanen, som Vision Gram har stillet til rådighed for skolen. Vi hører historien om jernbanen og om dens politiske og historiske betydning og sjove historier om dens drift

 

16.45

Vi kører med bussen tilbage til Hotel Søgården


18.30

Middag i restauranten på Hotel Søgården   

 

Lørdag d. 6. maj

 

08,00 - 09.30

Morgenmad

 

09.30 – 11.30

Vi spadserer de få hundrede meter til Brørup Marked, et husdyrs- og kræmmermarked, som har en mere end 60-årig lang tradition bag sig. Hver fredag året rundt er der Kræmmermarked på markedspladsen i Brørup. Allerede fra kl. 5.00 begynder de første kræmmere at stille boderne op. De sælger alt lige fra antikviteter til kuriositeter. Frugt, grønt, fisk, porcelæn, bøger, værktøj, tøj, smykker, møbler og meget, meget mere. Det er en oplevelse at gå på markedet og se de mange boder. Der er rig mulighed for at gøre en god handel. I sommerperioden kan du også finde kaniner, høns, marsvin o.s.v. Der er nok at se på for store og for små

 

12.30 – 13.30

Frokost i restauranten

 

13.30 – 15.30

Litteraturhistoriker Kirsten Pedersen holder foredrag om Flora Danica stellet, Verdens Vildeste Stel. Foredraget er optakt til morgendagens besøg på Kongernes Samling, Koldinghus, hvor vi skal se den nye enestående udstilling af det originale Flora Danica stel i Bibliotekssalen

 

15.30

Kaffe med lidt sødt

 

16.00 – 17.00

Tilbud om bowling på hotellet. Vi dyster med hinanden og finder en fin præmie til vinderen

 

18.30

Middag i restauranten. Herefter friaften

 

Søndag d. 7. maj


08,00 - 09.30

Morgenmad i restauranten

 

09.30

Afgang med bus til Kongernes Samling, Koldinghus hvor vi skal se den nye permanente udstillingerne:

FLORA DANICA – Verdens Vildeste Stel

Permanent udstilling

En verden af vildskab og overdådig porcelæn åbenbarer sig, når Kongernes Samling for første gang udstiller det originale Flora Danica-stel i Bibliotekssalen på Koldinghus.

Med 1.530 intakte dele er Flora Danica-stellet ikke alene verdens bedst bevarede pragt-stel fra 1700-tallet, men uden tvivl også verdens vildeste stel, når det kommer til pragt, myter og dekorationer. Med den nye pragtudstilling om Flora Danica-stellet på Koldinghus bliver det muligt at dykke ned i det storslåede stel og de fascinerende tanker og storpolitiske myter, som stellets gemmer på. Sat i scene på det skrøbelige hvide porcelæn, der med sine talrige steldele og sirlige gengivelser af den vilde danske botanik er en helt central nøgle til forståelsen af oplysningstidens Danmark og som de danske kronjuveler endnu i dag er i brug, når Kongehuset skal markere helt særlige begivenheder.

OG

DANNEBROG

Kongeskib i 90 år

Kongeskibet DANNEBROG er mere end et skib. Det er et flydende slot, der bringer den kongelige familie ud til danskerne. Når Kongeskibet kommer i havn på de årlige togter i Danmark, Grønland og Færøerne, møder monarken sit folk. Befolkningen tager imod og viser deres lokalområde frem til majestæten. Kongeskibet binder hele riget sammen og er rammen om den kongelige families liv til søs.

I år fylder Kongeskibet 90 år. Det markerer vi med en jubilæumsudstilling om DANNEBROG. Særudstillingen er en rejse med Kongeskibet gennem ni årtier – og et møde med tre monarker med blåt hav i årerne. Udstillingen viser alle facetter af Kongeskibet, der fungerer som både residens for Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, et personligt hjem, skoleskib, symbol på kongemagten og samtidig rummer en fascinerende fortælling.

 

10.00 – 12.30

Vi ser de to udstillinger på Koldinghus

 

12.30 – 13.30

Vi kører en smuk tur med vores bus til Kalvø, som ligger i Genner Bugt. Her spiser vi vores madpakker og drikker vores medbragte kaffe, hvorefter vi ser det lille Museum på det tidligere skibsværft

 

13.30 – 14.00

Madpakkespisning

 

14.00 – 15.00

Vi besøger det lille Maritime Museum og får en rundvisning

 

15.00

Afgang med bus til Hotel Søgården. Forventet hjemkomst kl. 16.00

 

18.00 – 19.00

Middag i restauranten. I forlængelse heraf hygger vi med fortælling, sang og en lille quiz

 

Mandag d. 8. maj

 

08.00 - 10.00

Morgenmad i restauranten.  Herefter afrejse. Vi arrangerer fællestransport til Brørup Station kl. 10.45, som passer til togafgang 11.08

 

Der tages forbehold for trykfejl samt ændringer i programmet