Mageløs, Musikalsk Marts 24. - 28. marts 2023

Mageløs, Musikalsk Marts.
Sønderjyllands Seniorhøjskole indbyder til forårsophold på Hotel Søgården med Det kongelige Teaters opsætning af Mozarts ”Cosí fan tutte” og operafrokost i Musikhuset i Esbjerg. Udstillingen ”Maleren Ejnar Nielsen – at male det usagte” på Vejen Kunstmuseum er også på programmet

                                                

                                                                                                                      24. - 28. marts

Kursusleder: Højskoleforstander Annemarie Morris og højskolelærer Jimmi Ekløv. 


Kursuspris: 4.900,-kr. for dobbeltværelse/ 5.500,- kr. for enkeltværelse. Prisen er alt inkl. undtagen drikkevarer. Alle værelser har eget bad og toilet.


Dagsprogram:

 

Fredag d. 24. marts

 

14.36

Togankomst Brørup Station. Stationen ligger få hundrede meter fra Hotel Søgården, men vi arrangerer fællestransport fra dette tog til hotellet

 

15.00 – 16.30

Indkvartering på Hotel Søgården i Brørup. Ved ankomst serveres der kaffe og lidt sødt

 

17.30

Velkomst i restauranten v/ forstander Annemarie Morris og Jimmi Ekløv

 

18.00 – 19.15

Middag i restauranten

 

Lørdag d. 25. marts

 

08.00 - 10.00

Morgenmad i restauranten

 

10.00

Afgang med bus til Musikhuset i Esbjerg. Vi kører en smuk tur gennem landskabet og omkring Svend Wiig Hansens ”Mennesket ved havet” en 9 meter høj skulptur i hvid beton placeret ved Sædding Strand

 

11.45

Vi finder vores pladser i Musikhusets smukke foyer. Musikhuset i Esbjerg har i dag udviklet sig til det levende og dynamiske musik- og kulturhus, som initiativtagerne drømte om i begyndelsen af 1980’erne. Hvert år gæster mere end 60.000 mennesker Musikhuset til koncerter, teaterforestillinger og andre kulturarrangementer, og omkring 30.000 mennesker deltager årligt i konferencer og møder i Sydvestdanmarks største kulturhus. Musikhuset er tegnet af Utzon arkitekterne og er meget smukt. Den 1. oktober 2020 blev en ny, spektakulær plads foran Musikhuset Esbjerg indviet. Pladsen hedder Henning G. Kruses Plads og er doneret til Musikhuset af offshore-pioner Henning G. Kruses Fond. Henning G. Kruses Plads er tegnet af det verdensberømte, danske arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group, og pladsen er en hyldest til både Utzons hus, havnebyen Esbjerg og musikken

 

12.20

Traditionen tro inviterer Den Ny Opera på Opera Frokost i Musikhuset.

Det er mad og Mozart.
Det er vin og Verdi.
Det er hvid dug og sort tragedie.
Det er kaffe, kage og komik.
Det er en fast tradition:
Det er forår, og der er Opera Frokost med Den Ny Opera i Musikhusets Foyer.
Vi får en lækker tallerkenanretning, et glas vin, øl eller vand (efter eget valg) samt kaffe/te og småkager.

 

15.30

Vi kører med bussen tilbage til Hotel Søgården


18.30

Middag i restauranten på Hotel Søgården. Herefter hygger vi med sang og fortælling

 

Søndag d. 26. marts

 

08,00 - 09.30

Morgenmad

 

09.30 - 11.30

Forstander Annemarie Morris fortæller symbolisterne, om billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen og hans ven maleren Ejnar Nielsen. Foredraget er optakt til eftermiddagens besøg på Vejen Kunstmuseum

 

12.00 - 13.00

Vi spiser frokost

 

13.00 - 14.00

Tilbud om bowling på hotellet. Vi dyster med hinanden og finder en fin præmie til vinderen

 

14.15

Vi kører den korte vej til Vejen Kunstmuseum, hvor vi ser udstillingen ”Maleren Ejnar Nielsen – at male det usagte”. Med sit hudløst ærlige nærvær i skildringen af sygdom, fattigdom, handikap, ensomhed, liv og død står maleren Ejnar Nielsen (1872-1956) som en af symbolismens uomgængelige hovedpersoner i den danske malerkunst fra tiden omkring år 1900. Mens den franske hovedstad Paris var den europæiske kunstverdens omdrejningspunkt, fandt Ejnar Nielsen sit ”Paris” i den jyske landsby Gjern, tre timers vandring nordøst for Silkeborg.
Karakteristisk for hans malerier er en monumental, tyst enkelthed – i personskildringerne såvel som i landskaber. I anden halvdel af 1890’erne malede han i sine tidlige hovedværker udvalgte borgere fra Gjern-egnen. I mødet med deres livssituationer kom den unge kunstner for alvor til at stå ansigt til ansigt med døden og livets store spørgsmål.

Herudover byder Vejen Kunstmuseum selvfølgelig på Niels Hansen Jacobsen og en helt enestående samling af keramik

 

14.30 – 16.30

Vi nyder de mange forskelligartede udstillinger på Vejen Kunstmuseum, som er nyudbygget og nyrestaureret med en stor donation fr A.P. Møllers Fond

 

16.30

Vi kører en smuk tur til Skibelund Krat og, hvis vejret tillader det, går vi en tur i krattet inden middagen

 

18.00

Vi spiser en dejlig middag. Efter middagen kører vi tilbage til Hotel Søgården.

Herefter friaften


 

Mandag d. 27. marts


08.00 - 09.30

Morgenmad i restauranten

 

09.30

Afgang med bus til Sønderjyllands Seniorhøjskole i Gram:

 

10.15 – 12.00

Højskolelærer Jimmi Ekløv holder foredrag om ”Det nordiske lys” i kunst og litteratur

 

12.00 – 13.00

Frokost i højskolens spisesal

 

13.30 – 15.00

Musiker og organist Lasse Meyer Sørensen introducerer Mozart som optakt til Det Kongelige Teaters opførelse af Cosi fan tutte

 

15.00

Kaffe og kage i dagligstuerne. Herefter en lille pause

 

16.30 – 17.30

Tidlig aftensmad i spisesalen

 

18.00

Afgang med bus til Esbjerg Musikhus, hvor Det kongelige Teater opfører Cosi fan tutte

 

19.30

Mozarts mest elskede opera, forvekslingskomedien Così fan tutte, sættes i scene af Det Kongelige Teater

En kynisk filosof har sin egen teori om menneskelig svaghed. I ledtog med en flabet tjenestepige igangsætter han sit eksperiment, der måske forandrer de involverede for altid.

I Mozarts intime opera sættes kærligheden på prøve. Così fan tutte betyder ’sådan gør alle kvinder’, underforstået at alle kvinder er troløse. Det sætter filosoffen Don Alfonso sig for at bevise. Hans to unge venner, Ferrando og Guglielmo, indgår et væddemål med ham, for de er overbeviste om, at deres to kærester aldrig vil være dem utro. En absurd og vanvittig forviklingsfarce udspiller sig, når de unge mænd, manipuleret af Don Alfonso, tester deres kæresters udholdenhed eller måske snarere afholdenhed.

Operaen flyder over af iørefaldende arier og ensembler, og der kræves høj følelsesmæssig indlevelse, vokal virtuositet og musikalsk adræthed af de seks sangere fra Det Kongelige Teaters solistensemble og Operaakademiet.  I spidsen for dem står Palle Knudsen som Don Alfonso, der som en dukkefører kører rundt med fornuft og følelser i denne musikalske komedie fuld af Mozarts mesterlige musik.

Tim Albery lader sin iscenesættelse med Tobias Hoheisels dekorative periodekostumer udspille sig i en gigantisk camera obscura-scenografi som rammen om Don Alfonsos eksperiment.

Operaen synges på italiensk med danske overtekster.

Iscenesættelse: Tim Albery
Orkesterledelse: Nick Fletcher
Musik: Aalborg Symfoniorkester
Scenografi og kostumedesign: Tobias Hoheisel
Lysdesign: David Finn
Medvirkende: Palle Knudsen, Clara Cecilie Thomsen, Kari Dahl Nielsen, Simon Duus, Jacob Skov Andersen, Eldrid Gorset
Produktion: Det Kongelige Teater

Efter forestillingen vender vi tilbage til Hotel Søgården

 

 

Tirsdag d. 28. marts

 

08.00 - 10.00

Morgenmad i restauranten.  Herefter afrejse. Vi arrangerer fællestransport til Brørup Station kl. 10.45, som passer til togafgang 11.08

 

Der tages forbehold for trykfejl samt ændringer i programmet